54-årige Pernille Lindorff har stort set hele sit liv været spilafhængig. Det har haft store økonomiske og sociale konsekvenser. I oktober var hun i behandling for ludomani for 4. gang, og denne gang håber hun, at hun kan forblive spilfri.

Af Nikolaj Fendinge Rasbak

8 år gammel og med far på Terslev Kro. Pernille har fået en håndfuld 25 øre og spiller nu på en enarmet tyveknægt, mens hendes far sidder oppe i baren. Pludselig bimler og bamler spillemaskinen, der begynder at spytte en masse mønter ud. Pernille vinder et større beløb, og bliver til stor jubel sat op på baren, hvor hun får lov at ringe med klokken og give en omgang – til stor begejstring for kroens gæster. 

”Det var en fed oplevelse. Det er nok det første, jeg husker”, siger Pernille Lindorff.

I dag er Pernille 54 år og har været i behandling for ludomani 4 gange.

”Når jeg tænker tilbage som voksen; så når jeg kørte med min far, og nåede til den her kro, så skulle jeg altid ind og tisse”.

I Danmark er der omkring 478.000 voksne, der har et problem med pengespil. Det viser en undersøgelse fra 2021 lavet af Rambøll i samarbejde med Spillemyndigheden. Derudover viste undersøgelsen, at omkring 29.500 voksne danskere har et alvorligt pengespilsproblem. 

Ifølge Sanne Jensby Lind, der er afdelingsleder på AlfaRehab, kan spilafhængigheden bl.a. skyldes en risikovillighed og en spænding.

”For nogle kan det være en flugt fra noget følelsesmæssigt pres, som man ikke ved, hvordan man skal håndtere. På samme måde, som alkohol eller stoffer kan gøre noget for en, kan man bruge spillet”.

I Danmark findes der flere forskellige behandlingstilbud for mennesker, der lider af ludomani. AlfaRehab er et af de steder i landet, der behandler mennesker med ludomani.

”Man bliver behandlet ved individuelle samtaler og gruppesamtaler, så man kan få den her spejlingseffekt, hvor man f.eks. kan se ’Det er da helt skævt, det han har gang i derhenne’, men det er måske også noget, man kan se hos sig selv”, fortæller Sanne Jensby Lind.

Langt færre kvinder i behandling

I 1999 går det for første gang op for Pernille, at hun har et spilleproblem. Hun kommer på 12 dages ophold ved Center for Ludomani i Odense, som dengang hed Ringgården.

Her blev hun indlogeret på et værelse, men havde i sin dagligdag stor kontakt med andre, som også var i behandling for ludomani.

”Vi fik undervisning hver dag fra 9 til 16. Vi sad typisk i en rundkreds og snakkede, hvor man hørte de andres historier. Jeg fik virkelig den hjælp, jeg havde brug for”.

På hendes ophold på Ringgården mødte hun dengang også andre kvinder, der stod i samme problem som hende selv.

”Der var andre kvinder dengang. Men jeg vil sige; jeg har været i behandling 4 gange, og der har ikke været nogen kvinder med de andre gange”.

Størstedelen af dem, der ender i behandling for ludomani, er mænd. Tal fra Ludomaniforeningen viser at det i 2022 kun var omkring 12% af dem, der var i behandling, som var kvinder.

”Vi er også nysgerrige på, hvorfor der ikke er lige så mange kvinder der ender i behandling for ludomani. Man kan sige, at det ikke har været et marked for kvinder at gamble eller oddse. Det kan man også se på reklamer, der f.eks. siger ’Der er så meget kvinder ikke forstår’. Derudover er der en risikovillighed, som måske mere er en drengeting”, fortæller Sanne Jensby Lind.

Hun bakkes op af Aske Grieger Pedersen, der arbejder som psykolog ved Psykologklinikken Mindwork.

”Mænd er generelt mere risikovillige og gambler oftere med beslutninger. De er måske ikke lige så gode, som kvinder, til at genoverveje, hvor god en beslutning er”. 

Der er ikke forskel i, hvordan man behandler en kvinde eller en mand med ludomani, men man skulle tro, at kvinderne alligevel kan komme til at føle sig alene, når de er på et behandlingssted, hvor størstedelen er mænd.

”Det kan godt være at kvinderne kommer ind med det forbehold; ’kan jeg nu passe ind her?’, men der mærker de hurtigt, at det er de samme ting, der er på spil hos de andre. Vi har også haft drøftet, om vi skulle lave en kvindegruppe, men det er svært at samle, for så mange kvinder er der faktisk ikke, som har lyst til at være i gruppe”, Fortæller Sanne Jensby Lind

Aske Grieger Pedersen har også erfaring med at behandle både mænd og kvinder for ludomani. Han oplever dog en lille forskel blandt hans mandlige og kvindelige klienter.

”Vi opfordrer altid vores klienter til, at de snakker højt om deres problemer. De klienter jeg har, som er kvinder, er dygtigere til at have lagt sig fladt ned og få sagt det hele. Der oplever jeg, at mænds samvittighed er en lille smule anderledes”.

Det rammer også de pårørende

”Jeg har stort set altid spillet. Det er meget korte perioder af mit liv, jeg ikke har spillet.” fortæller Pernille. 

Pernille sidder ved spisebordet i sin stue, og kan ikke helt præcis huske, hvornår hun var i behandling for ludomani anden gang. I stuen sidder hendes yngste datter på 18 også. Sammen sjusser de sig frem til, at Pernille nok har været i behandling i 20’, 22’ og 23’.

”Når jeg har det rigtig skidt, så er det helt sikkert spillet, jeg søger. Jeg har det rigtig dejligt, når jeg spiller, og så har jeg det endnu værre, når jeg kører ud, og så er jeg nødt til at køre igen i morgen”, fortæller Pernille imens hun kigger ud ad vinduet.

 Hun tager en tår af sin kaffe inden hun fortsætter;

”Et eksempel er, at min mor dør. Det var ligesom at miste begge mine arme. Så spiller jeg, fordi så glemmer jeg alting, så koncentrerer jeg mig kun om spillet, indtil jeg træder ud igen og har brugt alle mine penge. Så skal der lånes. Jeg skal have nogle penge, så jeg kan komme tilbage igen og få lidt ro”.

Tal fra Center for Ludomani viser at to tredjedele af dem, der søger behandling for ludomani, har oparbejdet en spillegæld. Penge, som kan være lånt af familie, venner og bekendte.

Hos Psykologklinikken Mindwork, har de blandt andet et tilbud til pårørende.

”Vi ved med ludomani, og generelt når vi snakker om afhængigheder, at det er noget, som ikke kun går udover den person, der lider af det. Det går udover familie og venner, og man er nogle gange fanget i nogle svære dilemmaer. Som spillende, har man måske en tendens til at ville tage lån. Så er det måske meget kærkomment at spørge dem, som står en nærrest, om de vil låne en nogle penge. Derfor er det rigtig vigtigt, at de pårørende også har et tilbud”, fortæller Aske Grieger Pedersen

Støtten er vigtig

Pernille kender ikke det præcise beløb hun har spillet for, men hun er sikker på, at det er over én million kroner. De sidste få år har hun spillet over 200.000 kroner væk. Pengene har hun blandt andet lånt fra venner og familie.

”Jeg spiller jo hårdt. Jeg går ikke ind og sidder på én maskine. Jeg skal have seks maskiner. 50 øre hver gang. Det siger dut, dut, dut på hver. Jeg skulle gerne have 3000, for at tage afsted. og så begyndte jeg allerede at tænke: Hvem kan jeg låne af? Hvem kan lige sende mig nogle penge? 3000 kroner er ikke ret meget, hvis jeg vil have en hel dag til at gå”.

For mange ludomaner, er der ofte løgne forbundet med deres spilforbrug. Ofte låner de penge af venner og familie, der oplever det som et tillidsbrud, når de finder ud af at pengene er gået til spil.

”Det er en lang proces at genoprette tilliden. For det første skal man jo vise, at man har ændret sig. Der er helt klar nogle handlinger, der skal vises. Udover ens handlinger, kan man også vise at man er åben og ærlig. Løgne er noget der gennemsyrer de spillendes liv, så når man første gang lægger kortene på bordet og er ærlig, gør det rigtig ondt, men man skal gerne holde fast i at være ærlig, for det er med til at skabe et tillidsforhold”. Fortæller Aske Grieger Pedersen.

Erkendelsen, at man har brug for hjælp, er første skridt, men ens sociale omgangskreds er altså også vigtig i forhold til at hjælpe med, at man ikke vender tilbage. 

”Selvom man som barn kan være rigtig skuffet over de ting, ens mor eller far har gjort, så er der en vis tryghed i at vide, at ens familie er der for en. Det er også derfor, vores forløb for pårørende er sat i søen. Vi mennesker er sociale væsener og har brug for kontakt til mennesker, der betyder særligt meget for os. Så det er rigtig vigtigt, at de, som lider af ludomani, får støtte fra deres venner og bekendte”, lyder det fra Aske Grieger Pedersen. 

Håber på en spilfri fremtid

I oktober kom Pernille i behandling for ludomani igen.

”Psykisk gik jeg totalt ned. Jeg landede på psykiatrisk afdeling i Vordingborg. Jeg var rigtig langt nede, og de sagde til mig: ’Din krop kan ikke mere. Hvis du ikke stopper nu, så dør du af det’. Så kom jeg i behandling igen”.

De mange års spil har været hård for Pernilles krop. Kroppen udviklede stress og det høje blodtryk, kan kroppen ikke blive ved med at klare.

”Nu er jeg også ude i, at min familie hjælper med mine penge. Jeg kan ikke have dem. Jeg kan godt have et par tusinde, for der skal mere til at trigge det. Jeg får rigtig meget hjælp nu, for at undgå at komme tilbage igen”. 

I dag er hun bange for at vende tilbage til det dårlige mønster. Snart flytter hendes yngste datter hjemmefra, og der kan Pernille godt blive bekymret for, om spilletrangen dukker op, når hun bliver alene.

”Jeg vil ikke tilbage. Jeg giver min familie, så meget ondt, når jeg spiller. Jeg gør så mange ting, for at det ikke er nemt for mig at falde i, men det er bare et smuthul, der skal til og så er jeg tilbage. Nu skal vi videre, og vi kæmper sammen for at komme igennem det”.